OBS: Du er nu offline

Klimasikring af Danmark

Regeringens nye handlingsplan for klimasikring kan medvirke til at skabe tusindvis af job og øge eksporten.
Klimasikring af Danmark
Af

Regeringen har i dag præsenteret deres nye handlingsplan for klimasikring.

I den er der ud over klimapåvirkningerne og de klimatilpasninger, der skal igangsættes, sat fokus på vækst og beskæftigelsesmuligheder. Set fra 3F's side er dette et meget vigtigst område. Og her er der tale om både job i lokalområder ved klimatilpasning i kommunerne, og også job i forbindelse med eksport af knowhow og produkter.

Hvad angår job i lokalområderne, mener vi, at både små og store firmaer her har mulighed for at byde ind på arbejdsopgaver, der skal igangsættes i kommunerne. En betingelse herfor er dog naturligvis, at arbejdsopgaver der skal igangsættes, udbydes på en sådan måde, at også små firmaer kan deltage i udbudskonkurrencen. Ved at udbyde opgaverne i mindre entrepriser kan kommunen medvirke til at fastholde og skabe job i lokalområdet.

Ud over opgaver i kommunerne kan danske virksomheder, som udvikler teknologiske løsninger og lignende, forhåbentlig drage fordel af de mange andre opgaver, som skal igangsættes rundt om i resten af verden. For det er jo ikke kun i Danmark, der er brug for tiltag omkring klimatilpasning.

For at skabe disse eksportmuligheder, og dermed fastholde og skabe job herhjemme, kræver det dog, at den teknologi vi udvikler i Danmark, også bliver anvendt herhjemme. Derved kan virksomhederne bruge hjemmeopgaverne, som udstillingsvindue for deres kunder i udlandet, hvilket alt andet lige er den bedste mulighed for at vise, at det man udbyder, også virker i praksis.

Vi håber derfor, at regeringens nye handlingsplan vil medvirke til at skabe tusindvis af job herhjemme - for det har Danmark brug for. Og med de midler, der er afsat til grøn omstilling, og de behov der er for at skabe klimatilpasning i kommunerne, burde dette være muligt.